
Unge iværksættere tester fremtidens grønne løsninger i festivalbyen
Siden 2022 har Det Cirkulære Laboratorium involveret mere end 200 unge iværksættere i udviklingen af fremtidens cirkulære løsninger. Bag initiativet står Roskilde Festival og Tuborgfondet, som sammen vil give den næste generation større indflydelse, skubbe på den grønne udvikling og påvirke danskernes klimaadfærd.
Her får iværksættere mulighed for at teste deres idéer i mødet med en ung og nysgerrig målgruppe – i en midlertidig festivalby, hvor 130.000 mennesker lever side om side. Det giver unikke muligheder for at indsamle viden og data om, hvordan løsningerne fungerer i praksis, eller for at stressteste dem i et miljø med høj intensitet og mange uforudsete situationer.
Det Cirkulære Laboratorium er en platform, hvor alt kan afprøves: fra upcycling og tekstilinnovation til sociale initiativer og uventede eksperimenter. Her kan affald forvandles til æstetiske materialer, gamle telte blive til nyt tøj, og fremtidens fødevarer finde vej til din tallerken.
Det handler ikke om færdige løsninger, men om at eksperimentere og inddrage publikum, så idéerne kan blive endnu skarpere. Med dine input kan iværksætterne komme tættere på resultater, der kan inspirere til nye måder at producere, bruge og genbruge ressourcer på.
Bloom Burst Confetti er ét eksempel på en idé, der blev prøvet af gennem Det Cirkulære Laboratorium – og som siden har taget skridtet videre ud på festivalens scener. Se videoen her.