Engagementspulje til at styrke foreningslivet

Vil du være med til at skabe værdi for foreningen? Engagementspuljen uddeles til initiativer, som fremmer fællesskab, vidensdeling og engagement blandt medlemmerne.

SCROLL NED

Engagementspuljen er en pulje, som du som medlem af Foreningen Roskilde Festival kan søge midler fra til at gennemføre aktiviteter, der skaber værdi for hele foreningen.

Formålet med puljen er, at den skal understøtte initiativer fra medlemmerne, der fremmer fællesskab, vidensdeling og engagement blandt medlemmerne – og initiativer som bidrager til en aktiv foreningskultur i Foreningen Roskilde Festival.  

Puljen har en årlig ramme på 75.000, som du kan søge en del af til din aktivitet.

Hvilke initiativer støtter engagementspuljen

Dit initiativ skal være i overensstemmelse med Foreningen Roskilde Festivals værdier og strategiske mål, samt støtte en eller flere af nedenstående fire principper: 

1. Nyskabende aktiviteter 

Initiativer, der engagerer medlemmer bredt i nye aktiviteter. 

2. Åbenhed 

Initiativer skal være åbne for alle medlemmer og fremme en inkluderende kultur, fx gennem fællesarrangementer, workshops eller oplæg. 


3. Kompetenceudvikling

Aktiviteter, der fremmer læring og udvikling af færdigheder, fx kurser og workshops, som giver medlemmerne mulighed for at lære nyt og dele viden.  


4. Unges engagement

Initiativer, der involverer unge medlemmer som aktive deltagere eller drivkræfter, vil blive prioriteret. Puljen støtter når unge får mulighed for at tage ansvar, bidrage med perspektiver og udvikle kompetencer.

Målet er at skabe en platform, hvor unge kan præge foreningen og opbygge værdifulde erfaringer, som styrker unges engagement og tilhørsforhold til festivalen.  

Ansøg om midler fra engagementspuljen

Alle medlemmer af Foreningen Roskilde Festival kan søge engagementspuljen. Hvis du har en idé til en aktivitet, så udfyld ansøgningen herunder.

Hvornår får jeg svar? 

Din ansøgning vil blive læst igennem og vurderet ud fra hvordan den støtter ovenstående principper, samtidig med, at der vil være et fokus på at tildele puljen til initiativer som sikre alsidighed i puljens brug. 

Vi bestræber os på at vende tilbage med svar på din ansøgning indenfor to uger, så du hurtigst muligt kan få bragt din idé til live.