Mød tre serviceforeninger

Når du er frivillig på Roskilde Festival med din forening, støtter du en god sag samtidig med, at du tjener penge, der kan bruges til forskellige foreningsaktiviteter resten af året.

SCROLL NED

Hvert år er omkring 30.000 frivillige med til at skabe rammerne for Roskilde Festival. Uden dem ville festivalen ikke kunne lade sig gøre. En stor del af vores frivillige er tilknyttet foreninger, der blandt andet varetager en lang række servicefunktioner på festivalen. 

Vi har talt med tre foreningsfrivillige, som du kan møde her.

Jasper Truegaard har været foreningsfrivillig på festivalen i over 10 år.
Jasper Truegaard har været foreningsfrivillig på festivalen i over 10 år.

Bjarke Gruppe: Det styrker vores fællesskab

Jasper Truegaard er Teamkoordinator for spejderforeningen Bjarke Gruppe, som har været på Roskilde Festival i mere end 10 år.

Spejderforeningen har tidligere haft ansvaret som serviceværter i området ved Badesøen. Sidste år blev de serviceværter i Dream City, hvor de blandt andet sørger for, at området er sikkert og trygt at færdes i.  

Hvad betyder det for jeres forening at være med på festivalen? 

“Når vi deltager på Roskilde Festival, giver det en god indtjening til vores lille forening. Det gør det muligt for os at give spejderne i Bjarke Gruppe nogle gode oplevelser i løbet af året. Samtidig styrker de frivilliges samarbejde på festivalen følelsen af fællesskab og holdånd både før, under og efter Roskilde Festival." 

"Spejdere er meget sociale mennesker, så vi gør også meget ud af, at det skal være sjovt og hyggeligt at være med som frivillig på festivalen. Vi har blandt andet et bagområde, hvor man kan være - også når man ikke har vagt. Der er altid hjerterum og varme.”

Michelle Vive Nielsen tjener sammen med Roskilde Pigefodbold penge på festivalen, som kan bruges på foreningsaktiviteter i løbet af året.

Roskilde Pigefodbold: Indtjeningen er øremærket spillerne

Michelle Vive Nielsen er Partnerkoordinator for Roskilde Pigefodbold. 

Foreningen har været på Roskilde Festival siden 2017 og driver en servicehub i et af campingområderne. Her står de blandt for en garderobe, hvor det også er muligt at få opladt sin telefon.  

Hvad betyder det for jeres forening at være med på festivalen? 

“Det handler dels om at tjene penge, som foreningens medlemmer kan få gavn af resten af året. Men det handler i lige så høj grad om at vise de unge, hvad frivillighed kan og er. Indtjeningen fra festivalen er øremærket spillerne og vores frivillige. Vi har en pulje, hvor man kan søge tilskud, hvis man for eksempel gerne vil ud at spille i udlandet eller holde et socialt arrangement." 

"Frivillighed handler for os også om at give noget igen til den yngre generation. Vi sørger også for, at de frivillige synes, det er sjovt og hyggeligt at være hos os ved at være fleksible i vagtplanlægningen og have hyggelige omgivelser bagved med sofaer og spil.”

Gunvor Vestergaard er frivillig med Grænseforeningen, hvor hun også arbejder til daglig.

Grænseforeningen: Man kan møde nye venner

Gunvor Vestergaard er pædagogisk konsulent i Grænseforeningen, som har en pantbod i et af bycentrene.

Foreningen har sit daglige virke i det dansk-tyske grænseland, hvor de blandt andet arbejder for at skabe et inkluderende fællesskab og gode rammer for unge på tværs af nationaliteter. 

Hvad betyder det for jeres forening at være med på festivalen? 

“Det har givet os et nyt samlingssted for de unge og mulighed for at engagere dem, samtidig med at vi tjener lidt penge. Det er de unge, som står for det hele ude på pladsen, og det er også dem, der får glæde af indtjeningen, som er reserveret til de unges aktiviteter." 

"På festivalen er det vigtigt for os at skabe et sted, hvor de unge har lyst til at komme og være sammen med de andre og få nye venner - også når de ikke har en vagt. Derfor har vi sørget for, at der er et telt, hvor de frivillige kan snakke, hygge og få et måltid mad hver dag. Det er også med til at styrke fællesskabet.”