Ingen frivillige, ingen Roskilde Festival. De er de første til at ankomme og de sidste til at tage hjem. De knokler og koordinerer til den store guldmedalje. De er smilene bag baren og foran scenerne. Og det fortjener de verdens største tak for!
Under RF24 kunne frivillige pege på deres egne frivillige festivalhelte. Med deres hjælp har vi fundet og udvalgt festivalhelte indenfor fem kategorier, som vi nu hylder for deres uforlignelige engagement. Mød dem her.
Roskilde Festival bringes til live af et stærkt foreningsliv. Nogle foreninger løser centrale serviceopgaver, mens andre driver en madbod eller en bar. Og som frivillig for en forening skaber man en fantastisk festival samtidig med, at man indsamler penge til foreningens egne aktiviteter.
Roskilde Gymnastikforening er en lokal, frivilligdrevet forening, der var med til at lave Roskilde Festival for første gang i 1982 – og som har været med de fleste år lige siden.
De er udvalgt som årets forening, fordi de vægter, at alle skal kunne være med – både i deres lokale virke og på festivalen. Det påskønner en af foreningens mange frivillige i sin nominering: ”Roskilde Gymnastikforening er et sted, hvor alle er velkommen. Det er det eneste sted, jeg er 100 % mig selv.”
Tak for at gøre det muligt for alle at være med.
HELTE HYLDET AF FRIVILLIGFÆLLESSKABET
Årets RFheroes blev hædret lørdag 14. september, da festivalens helårsfrivillige ildsjæle og medlemmer af Foreningen Roskilde Festival mødtes for at sætte det sidste punktum for RF24.
Næste sommer indgraverer vi heltenes navne i messingplader og sætter dem i jorden foran Orange Scene. På den måde kan vi altid mindes, at vores festival er kulminationen af en kollektiv heltepræstation.
Merchandise symboliserer vores kærlighed til festivalen. Det forstærker relationen mellem den enkelte og festivalen – og det forbinder os alle med hinanden.
Team Merchandise er årets nye team, fordi de har løftet helhedsoplevelsen af den nye merchandisebod i hjertet af festivalbyen.
Holdet har skulle opbygge noget helt nyt fra bunden og er gået til opgaven med gåpåmod, friske idéer og store smil. Og så var resultatet tilmed både funklende flot og indbydende.
Stort tillykke og et endnu større tak!
Marie Raasthøj har lavet Roskilde Festival i mange år. Flere frivillige har taget rejsen med hende fra Skate til Rising og nu til scenen Gaia, hvor hun nu er teamleder. Det har de gjort på grund af hende. I deres fælles nominering har de blandt andet skrevet:
”Grunden til at vi kommer tilbage år efter år er, at Marie har skabt et team, hvor alle føler, at Gaia er vores fælles projekt, og at de har en vigtig rolle i at skabe et fællesskab, som er fyldt med kærlighed, og hvor vi passer på hinanden”.
Marie Raasthøj er en vaskeægte festivalhelt, der går forrest for inklusion, tryghed, ligestilling, åbenhed og ærlighed. Og for at give plads til både glimmer og sjov, såvel som hårde opgaver og normbrydning.
En dybtfølt tak til Marie Raasthøj for at skabe rammer, hvor mennesker kan trives, lige præcis som de er.
Det er i sig selv en kolossal præstation at sætte strøm til Danmarks fjerdestørste by i en uge. Den opgave løser Team El helt fantastisk.
Samtidig lægger de ekstraordinær meget energi i at styrke sammenholdet på holdet. De inspirerer andre med deres positive tilgang og smittende humør.
En frivillig fra holdet opsummerer det ganske fint i sin nominering: ”Team El er som en RF-familie”.
Tak til hele holdet for altid at åbne favnen mod nye frivillige og alle andre, I møder på jeres vej. Det er en sand heltegerning.
Roskilde Festivals akutberedskab bliver koordineret fra beredskabskontoret, hvor Christian Gersløv har været frivillig i mange år.
I nogle af de talrige nomineringer bliver han kaldt ”indbegrebet af Roskilde Festival”, ”ildsjælen over dem alle”, ”et omvandrende ikon for Roskilde Festival” og ”Mr. Roskilde Festival”.
Det gør han, fordi han altid står klar til at hjælpe. Han stiller glædeligt sin viden og ekspertise til rådighed døgnet rundt. Og han sætter altid andre før sig selv.
Som en frivillig skriver i sin nominering: ”Hvis der findes en RFhero, så er det Christian”. Vi kunne ikke være mere enige. Tak til Christian Gersløv for at give en hjælpende hånd, når der er allermest brug for den.
Vil du være med til at skabe Roskilde Festival hele året rundt? Eller er du blot nysgerrig på, hvad det vil sige at være helårsfrivillig? Så kan du møde nogle af vores helårsfrivillige ildsjæle 22. oktober fra kl. 17.30-19.30 i Ungdommens Demokratihus i København.
Alle er velkomne – uanset om du blot er nysgerrig på at høre om frivilligheden eller du allerede ved, at du gerne vil engagere dig i Roskilde Festival hele året rundt. Og tag gerne en ven med!