EOS Roskilde Festival

Rising: En platform for nye stemmer

24.03.2025Året rundt

Vi samler og styrker for første gang vores engagement i at fremme banebrydende idéer og nyskabende kunstnere under en fælles, helårlig betegnelse: Rising.

Roskilde Festival har altid handlet om opdagelse.

Du kommer for det, du kender, og rejser hjem med noget, du ikke vidste, du manglede. En lyd, en stemme, et nyt perspektiv, der ændrer din måde at se verden på. 

Igennem et halvt århundrede har Roskilde Festival skubbet til grænserne for, hvad musik, kunst og kultur kan være. Vi har set bevægelser opstå, unge kunstnere blomstre og nye strømninger slå rødder. Vi har set modige stemmer brage sammen med nysgerrige ører, så små gnister bliver til lysende flammer.

Vi stiller Roskilde Festival til rådighed for nye perspektiver og stemmer og introducerer dem for et publikum i verdensklasse. Faktisk gør vi det hele året rundt. Vi gør det, fordi hvis ikke os, så hvem?

Nu forbinder og synliggør vi for første gang vores vedvarende og langsigtede engagement under ét navn:

RISING

Rising er vores styrkede indsats for at give plads til dem, der udfordrer status quo, skubber kulturen fremad og former fremtiden.

Rising er ikke en scene. Det er en bevægelse, en mulighed for at give momentum til dem, der fortjener at blive hørt. Rising finder sted, når et musiknavn i First Days-programmet debuterer på Roskilde Festival, når en billedkunstner tildeles en platform i uvante rammer, og når vi året rundt præsenterer unikke oplevelser og formater med noget nyt, uventet og hurtigt voksende i centrum.

I morgen løfter vi sløret for vores First Days-program til Roskilde Festival 2025 – hvilket er en af de mange måder, vi altid har støttet kunstnere på vej frem. Glæd dig!