Af Julie Hindkjær, frivillig journalist i Roskilde Festivals Mediehus.
“Folk tror, unge på festival er for stive til at lytte.”
Det gør Mizz Privileze op med. Bag deres glitrende facade står en drag-performer og rettighedsaktivist, der bruger scenen til at rykke holdninger – ikke bare til at underholde.
Du kan opleve dem på Re:Act-scenen tirsdag kl. 12, hvor de inviterer til rettighedsbingo med alvor, glitter og grin. Hver bingoplade er fyldt med virkelige sager om diskrimination og hadforbrydelser – og undervejs lærer du ikke bare, hvad der skete, men hvad der blev dømt.
“Jeg hiver de sager frem for at motivere folk til at anmelde hadforbrydelser – og for at vise, at det faktisk virker. Det bliver en kæmpe fejring af vores alles rettigheder. Men jeg pakker de hårde facts ind i glitter, så vi kan være i det – også midt på en festival.”
Og ja – der er præmier. Men hvilke? Det må du møde op for at finde ud af.
Om Mizz Privileze:
Mizz Privileze er en af Danmarks mest profilerede drag-performere og har optrådt ved mere end 400 shows i både Danmark og udlandet – herunder New York, Wien og London. De blev kendt som den første drag-artist i verden til at få en golden buzzer i Danmark Har Talent og har siden modtaget priser for både deres shows og aktivisme.
Mizz er også menneskerettighedskonsulent og foredragsholder. De står bag Shamelezz – et kunstnerisk projekt, der har givet sceneplads til over 100 queer artister – og bruger pronomenerne de/dem.
Selvom temaerne er alvorlige, har Mizz Privileze erfaret, at publikum er klar til mere end bare fest.
“Der er tit en idé om, at unge på festival bare vil have hurtige budskaber. Men jeg har oplevet, at mange faktisk godt kan rumme kompleksiteten og gerne vil møde det, for deres eget liv er jo også mega komplekst.”
Når du er på Roskilde Festival, bevæger du dig i et fællesskab, hvor der skal være plads til mangfoldig og mange forskellige stemmer. Det mærker du blandt andet på Re:Act-scenen – festivalens platform for aktivisme, dialog og kunst med kant.
Her står Mizz Privileze ikke bare med palietter og pointer, men som et billede på det, Roskilde Festival gerne vil være.
“Roskilde Festival tør være politisk og give phlatform og plads til forskellige identiteter. Drag og Roskilde Festival har det til fælles, at de begge i deres kerne er ret upolerede og vil noget mere.”

Og nogle gange er det nok bare at være der.
“Når jeg sidder i drag i toget til Roskilde, behøver jeg ikke et skilt med 'mangfoldighed'. Jeg kan bare eksistere og minde folk om, at man kan udtrykke sig på mange måder.”
Og du behøver ikke kende menneskerettighedserklæringen udenad for at være med, når Mizz Privileze slår dørene op til rettighedsbingo. Det vigtigste er, at du møder op med et åbent sind.
“Man skal være klar til at slay! Man må gerne pynte sig og komme klædt festligt – men man må også godt komme i sin mest tarvelige grå trøje. Alle er velkomne. Det vigtigste er åbenhed.”