Af Julie Hindkjær, frivillig i Roskilde Festivals Mediehus.
“Det handler ikke om at skrive noget godt eller klogt. Det handler om at skrive og have det godt, mens man skriver.”
Sådan siger Nadja Kaspersen, medstifter af Dagbogsskolen, der søndag kl. 14.45 inviterer dig til en anderledes skriveworkshop på Flokkr. Her er der ingen, der skal læse højt. Du skal ikke stille dig op. Du skal bare skrive – og mærke efter.
“Vi tror på, at forandring starter med forestillingsevne. Og nogle gange skal man have et trygt rum at forestille sig noget nyt i,” siger Nadja.
Fra privat skuffe til fælles utopi
Temaet på Roskilde Festival er utopi. Det lyder måske luftigt – men det handler i virkeligheden om at turde forestille sig, at verden kunne være anderledes. Eller at din hverdag kunne være det.
Sidste år skrev unge fra Dagbogsskolens skriveklub om drømme og utopier i campingområdet. Deres tekster blev senere brugt i en undersøgelse i samarbejde med Roskilde Festival – og svaret kom bag på Nadja:
“Mange unge syntes faktisk, at ‘utopi’ lød deprimerende. Som noget, man alligevel aldrig kunne opnå. Men vi tror på, at hvis man starter i det små, så kan man bevæge sig et skridt tættere på at gøre det virkeligt."
Fakta: Dagbogsskolen
Dagbogsskolen er startet af Julie Thalund, Nadja Kaspersen og Julie Stokkendal. Den arbejder med dagbogen som både en kunstnerisk og personlig praksis. Skolen har en månedlig skriveklub for unge i alderen 16–29 år, men arrangerer også events og længere forløb for voksne og indgår samarbejder med museer.
I 2024 lancerede de Dagbogsradio i samarbejde med Podimo. Dagbogsskolen har base i Verdens Mindste Kulturhus.
I Dagbogsskolen skal hverken læse højt eller stille dig op. Men måske falder du i snak med en fremmed om noget, der engang føltes som en gåde, indtil du fik det ned på papir og siden formuleret med ord.
“Når vi laver et rum, er det sindssygt vigtigt, at vi passer på folk, og de føler sig trygge alle sammen. Så vi vil aldrig have, at man deler noget, man står midt i. Man skal kun dele noget, man står ved siden af – og kun hvis man selv har lyst.”
Dagbogsskolen: Flokkr, søndag kl. 14.45.

Hvis du er på udkig efter den samme form for ro du kan finde med Dagbosskolen, så kommer Nadja Kaspersen med tre anbefalinger fra festivalens program:
Hedestrik, mandag kl. 11.00, (Flokkr): “Fordi det ligesom dagbogen er en form for craft, der kan få os ned i gear og tilbage i nuet.”
Victoria: Happy Unbirthday – mandag kl. 15.00, Flokkr: “Fordi det er en reminder om fællesskabet og hvor lidt der skal til, for at vi føler os forbundne.”
Aka Hansen, tirsdag kl. 11.00, Re:Act: “Hun taler sin sandhed og opfordrer alle andre inuitter til at tale deres.”