- Tirsdag 1. juli17.00, Re:Act
Deltag i Re:Acts Debattle – et improviseret, satirisk rap-show med nogle af Danmarks bedste freestyle-rappere. Under temaet Re:Claim Your Home indtager Ham Den Lange, Klaskefar og tovholder Shahin Aakjær Re:Act med en kombination af politisk debat, humor, rytme og rim i en helt unik freestyle-rap oplevelse.
De to rappere Ham Den Lange og Klaskefar påtager sig rollerne som populære politikere og meningsdannere, og gennem rap udfordrer de emner som nationalitet, retten til et hjem og andre grundlæggende rettigheder. Publikum får en central rolle i showet, da de både bestemmer, hvilke figurer rappere skal parodiere eller hylde, og hvilke menneskerettighedsemner de skal tage op i debatten.
Kom og oplev, hvordan humor og rap mødes i en satirisk, politisk debat, hvor både underholdning og skarpe kommentarer går hånd i hånd!
Debattle har tidligere haft gæsteoptrædener fra folk som Sofie Linde, Stig Tøfting, Rosa Lund og Joan Ørting.
Bag Re:Act står Rapolitics, Roskilde Festival og Institut for Menneskerettigheder, støttet af Tuborgfondet og OpEn-Puljen.