Kærligheden blomstrer allerede på festivalen, men den danske kunstner Nicolai Risbjerg vil skrue endnu mere op for den med sin performance Action Man Collects Sweethearts. Når Action Man og hans ’love-army’ besøger Flokkr-scenen og campingområdet, bliver det med en legende og naiv tilgang, der skaber sjove og kærlige møder med festivaldeltagerne.
Klædt i middelalderinspirerede kostumer og bevæbnet med hjemmelavede kærlighedsvåben flirter Action Man og hans hær af romantikere med festivaldeltagerne, forelsker sig i dem og uddeler kærlighedsbreve og små gaver. Selvom Action Man prøver at fremstå som en hypermaskulin helt, leger han samtidig med og udfordrer de klassiske idealer om køn og styrke – her er kærlighed både et sprog og et våben.
Udover sin performance på Roskilde Festival kan man også opleve Nicolai Risbjergs værker i Roskilde bymidte under festivalen og resten af sommeren 2025. Værkerne er en række skulpturelle kærlighedsbreve i form af papirfly. Skulpturerne er realiseret i samarbejde med Roskilde Kommune og strækker sig fra Stændertorvet ud i bymidten.
Nicolai Risbjerg er billedkunstner, der gennem skulptur og performance undersøger, hvordan vi får samfundet til at favne hele befolkningen. Han modtog i 2024 Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsen Talentpris. Han bor og arbejder i København.
Nicolai Risbjergs performance præsenteres i samarbejde med Art Hub Copenhagen.