ALLIEX

Allie XCA

Store popbangers og gotisk drama

Canadiske Allie X er ikke kun leverandør af træfsikre popmelodier, hun formår også at iklæde sangene et stilfuld dragt af 80’er-klingende synth-temaer og goth-inspiration. Arven fra navne som New Order og Depeche Mode ligger lige for i de på én gang fængende og mørke sange, men anmeldere har også draget sammenligninger til bl.a. Bat For Lashes og Austra.

Det er pop med de dramatiske følelser uden på tøjet og et hjerte, der banker for dunkelt forfald. Men selvom musikken kan virke dyster i sin natur, kan man alligevel ikke lade være med at lade sig beruse af de dansable og medrivende melodier.

Hendes flair for det store popdrama har ført til samarbejder med navne som Mitski og Troye Sivan, ligesom hun har turneret med bl.a. Dua Lipa og Charli XCX.

Hendes tredje og anmelderroste album, Girl With No Face, (2024) udfolder mesterligt den stilfulde goth-pop, og koncerterne i kølvandet på albummet viser en kunstner, der har publikum i sin hule hånd. Som Clash Music skrev i en koncertanmeldelse: “Her ability to blend striking visuals with emotional depth and raw talent made for a night that will linger in the minds of those who were there.”

Det lyder som noget, man ikke vil gå glip af, når hun gæster Roskilde.