- Mandag 30. juni
Den særdeles produktive sanger og producer Andachan har med sin innovative musikalske tilgang og fængslende numre positioneret sig som et lysende talent på Grønlands musikscene.
Musikken henter inspiration fra elektropop og EDM, og Andachan formår med dette udgangspunkt at skabe en lyd, som klinger internationalt og dog rummer et tydeligt lokalt og personligt særpræg, ikke mindst takket være brugen af grønlandsk sprog.
Andachan er et ikon blandt en yngre generation af grønlændere, men hans musik er også godt på vej til at nå langt ud over grønlandske grænser. Ikke mindst takket være en perlerække af fængende singler og album som det hårdtslående Collision fra 2024, der fornemt demonstrerer Andachans virtuose og næsten episke tilgang til den elektroniske musik. Her er plads til både tunge beats, smukke melodilinjer og dramatiske opbygninger, der suger lytteren ind.
Den visionære producer er kendt for at skabe gedigen dansefest, når han indtager scenen, og vi ser frem til at opleve den grønlandske stjernes storslåede lydbilleder på Roskilde Festival.