“A gospel masterpiece to drag you out of despair” skrev The Guardian i en superlativ anmeldelse af Annie and the Caldwells’ album Can’t Lose My (Soul) fra 2025. Og The Guardian har ikke været alene i at lovprise bandets dybe glød af soul, gospel og blues fra West Point, Mississippi, der har høstet masser af fremragende anmeldelser.
For den nu 67-årige Annie Caldwell er glæden ved musikken og familien tæt sammenflettede størrelser. “My family is my band” har hun da også sagt, og Annie and the Caldwells får da også en helt særlig organisk klang via familiemedlemmer med en nærmest telepatisk kontakt til hinanden. Annie Caldwells rå soulvokal smelter nærmest sammen med de sprøde guitartoner fra Willie Joe Caldwell, Sr., hendes ægtemand gennem over 50 år. Imens leverer deres døtre overjordiske vokalharmonier, mens sønnerne står for rytmesektionens seje groove.
Annie Caldwell voksede selv op i en musikalsk familie og var som teenager med i soul/gospel-gruppen The Staples Jr. Singers, som i 2022 takket være David Byrnes Luaka Bop-label blev hevet frem af musikhistoriens glemsel, og som siden har givet fantastiske koncerter, bl.a. på Roskilde Festival i 2024. Det er også Luaka Bop, der har udsendt Can’t Lose My (Soul), et mesterværk, der vidner om en musikalsk familie med soulmusikken nedfældet i deres DNA.
Det er musik, der vokser ud af et fællesskab, som det samtidig nærer. I årtier har bandet fremført deres musik i kirker og forsamlingshuse i deres lokalområde, og albummet er da også indspillet i deres lokale kirke. Den spirituelle nerve er tydelig i en musik, der samtidig favner både bluesens smerte og funkens frisættende energi. Nu er familien klar til at lukke publikum på Roskilde Festival ind i deres fællesskab med uforfalsket soulmagi.



