BRUNO BERLE 16X9 Still Til Web

Bruno BerleBR

Poetisk stemme forener brasilianske rødder og et atmosfærisk alternativt popunivers

Med en stemme af guld fremmaner den brasilianske kunstner Bruno Berle et univers, der emmer af både grænsesøgende udforskning, følsomhed og et fantastisk øre for den gode melodi.

Bruno Berles musik befinder sig mellem to verdener – en traditionel brasiliansk folkemusik med dybe rødder i historien og en moderne, drømmende elektronisk pop. Resultatet er en sangskrivning, der på personlig vis både udforsker og udfordrer en rig brasiliansk musikarv, og som har gjort ham til en af de mest fremtrædende skikkelser i en ny bølge af brasilianske kunstnere, der også tæller navne som Ana Frango Elétrico, Tim Bernardes, Bala Desejo m.fl.

Med albummet No Reino Dos Afetos fra 2022 slog han sit navn fast som en både poetisk og original stemme i brasiliansk musik. Albummet blev i 2024 fulgt op af No Reino Dos Afetos 2, der udvider den soniske palette, og som samtidig tegner et dybt personligt portræt af en kunstner, der fejrer en sort queer identitet. Musikalsk fejer Berle benene væk under lytteren, ikke kun med sin udsøgte stemme og melodiske sans, men også med en evne til at forene elementer af florlet bossa nova og brasiliansk pop med moderne autotune-vokal, lo-fi beats, ambiente atmosfærer og næstne triphoppede stemninger. Resultatet emmer af de brasilianske rødder, men viser også en kunstner, der henter inspiration fra musikere som Feist, Sade, James Blake og Arthur Russell.

Bruno Berle er ikke kun et væsentligt navn på den brasilianske scene, men er også godt på vej til at forføre resten af verden med sit mangefacetterede og drømmende univers. Han arbejder for tiden på nyt materiale, og vi ser frem til at opleve både nye sange og materiale fra de to første album, når stortalentet gæster Roskilde Festival til sommer.

Hvis du kan lide dette …