Bye Bye Brenda

Bye Bye BrendaDK

SØNDAG 29. JUNI

Sublim americana med nerve og fremragende harmonier fra ny superduo

  • Søndag 29. juni

Det er garvede og stærke kræfter, der forenes i Bye Bye Brenda, som allerede af Politiken er blevet udråbt som ”en ny powerduo i dansk musik”. 

Når man giver sig hen til de mesterlige harmonier og stærke sange, som den tidligere Alphabeat-forsanger Stine Bramsen og den roste americana-musiker Kajsa Vala skaber sammen, er man da heller ikke i tvivl om, at her er tale om en duo af høj musikalsk klasse.  

Bye Bye Brenda udsendte i starten af 2025 deres fremragende debutalbum, Landmarks, der allerede tegner til at blive en af årets helt store danske udgivelser. Gaffa skamroste udgivelsen, som de kaldte ”sublim”, samtidig med at de udnævnte Bramsen og Vala til et perfekt match. Især fremhævede anmelderen de varme og organiske vokalharmonier, som fik ham til at tænke på selveste Simon & Garfunkel. 

Det håndspillede nærvær er i fokus på duoen, der trækker på en stærk tradition af americana, roots og country, men også mere alternative kunstnere som Kacey Musgraves og Phoebe Bridgers. Kajsa Valas varme roots-fornemmelse og Stine Bramsens velkendte melodisans forløser sangene på smukkeste vis, og der er lagt op til en stærk liveoplevelse, når det mesterlige samarbejde gæster Roskilde Festival til sommer.