- Mandag 30. juni
Trods sin unge alder og få år i musikbranchen har stortalentet Hillari allerede bidt sig godt fast med sin sofistikerede og smukke blanding af soul og R&B, der har fået kritikere til at sammenligne hende med navne som SZA og H.E.R.
Med base i Oslo og rødder i Filippinerne har den 20-årige sanger imponeret med sin personlige tone, stærke sangskrivning og en soulvokal, der går lige i hjertet. Lyden er varm og organisk, og Hillari formår at skabe en intim og nærværende stemning i sange, der kredser om temaer som identitet og håb.
Hendes debut-EP, How is Your Soul?, udkom i 2023 og førte til anmelderroser og flere prisnomineringer i Norge samt en nominering til Music Moves Europe Awards. Også resten af verden er ved at få ørerne op for det store soul-talent, der udsender en ny EP til foråret.
Publikum på Roskilde Festival kan således se frem til nyt materiale og et sjælfuldt musikalsk kram, når Hillari kigger forbi. Og man kan se frem til smukke sange fra en stor stemme, der uden tvivl står foran et stort gennembrud.