Hypnosis Therapy

Hypnosis TherapyKR

En surrealistisk drøm af skæve breakbeats og punket energi fra Seouls undergrund

Du er inviteret indenfor til en psykedelisk terapisession, når koreanske Hypnosis Therapy gæster Roskilde Festival med deres bevidsthedsudvidende show! 

Der spares ikke på syrede lyde og kringlede rytmer, når duoen bestående af producer Jflow og rapperen JJANGYOU lukker op for deres spraglede univers, der med både rebelsk energi og absurd humor udfordrer det moderne livs konforme strukturer.

Selvom duoen først så dagens lys i 2022 på Seouls eksperimenterende undergrundsscene, har de allerede udsendt tre album, som alle vidner om duoens umådelige kreativitet i blandingen af vilde breakbeats, støjende lydcollager, punk, techno og skæv hiphop. Musikken vrider din virkelighedsfornemmelse af led, og det kan føles som en blanding af hypnose og drøm, når du giver dig hen til duoens overvældende trip. Men du kommer ud på den anden side med skærpede sanser og ny energi. 

Hypnosis Therapy har bragt deres spraglede univers og soniske uforudsigelighed til et væld af scener og har bl.a. imponeret på den amerikanske festival SXSW. Nu er de klar til at ruske op i det danske publikum, når de bringer deres vilde live-show til Roskilde Festival.