Kassi Valazza

Kassi ValazzaUS

Længselsfuld americana med gribende atmosfærer og en mesterlig vokal

At det gode sangskriverhåndværk ikke er gået af mode, beviser Kassi Valazza til fulde. Og med en gribende vokal, stærke tekster og en solid evne til at mane støvede amerikanske landskaber frem via atmosfæriske arrangementer er hun hurtigt blevet et af de mest spændende navne på tidens americana-scene.

Musikalsk formår Kassi Valazza at favne både rustik country, folk og mere psykedeliske lag, og hendes vokal rummer ekkoer af både Emmylou Harris og Loretta Lynn, ligesom anmeldere har påpeget et slægtskab til navne som Sandy Denny og Karen Dalton.

Debutalbummet Dear Dead Days fra 2019 viste hende som et lysende talent med tryllebindende sange, og talentet blev i den grad cementeret med 2023-albummet Kassi Valazza Knows Nothing. En titel der snyder, for det er tydeligt, at Valazza kender til hjertets dybeste hemmeligheder og formår at formidle disse i musikalske fortællinger. “A totally captivating album; voice, lyrics and melodies will draw you into its embrace, and you won’t want it to let you go”, skrev KLOF Mag i en lovprisende anmeldelse.

Et nyt album ventes i 2025, og der er dømt musikalsk gåsehud, når Kassi Valazza lufter sine magiske countryballader på Roskilde til sommer.