LUPINA

LúpínaIS

TIRSDAG 1. JULI

Ambiente stemninger, elektroniske loops og dragende drømmepop

  • Tirsdag 1. juli

Der er højt til himlen i islandske Lúpínas musik, som forener poetiske poptoner med elektroniske loops, drømmende synthesizers og en tindrende smuk vokal. 

Via komplekse lag af lyd udfolder Lúpína sit helt eget univers, der byder på islandsk lyrik pakket ind i et musikalsk sprog, som trækker på både scandi-pop og elektronisk ambient. Lúpína trådte frem som solokunstner i 2022 med singlen “alein”, der i 2023 blev fulgt op af debutalbummet ringluð

ringluð cementerede hendes navn som en spændende ny stemme på den islandske musikscene og blev nomineret til flere priser. I 2024 blev debuten fulgt op af det smukke album Marglytta, der fortsætter Lúpínas rejse ind i et omfavnende, elektronisk popunivers, som publikum kan drømme sig hen i.

Albummet har bragt hende til en lang række internationale spillesteder og festivaler. Samtidig har hun arbejdet med at udvikle sit koncertformat med flere musikere, så sangenes mange atmosfæriske lag for alvor kan folde sig ud. Der venter en betagende oplevelse på Roskilde Festival.