- Torsdag 3. juli13.00, Platform
Det er med stor stolthed, at Roskilde Festival i år kan byde på et særprojekt fra to af den samiske kulturs væsentligste moderne stemmer. Med vokalen i fokus inviterer Elina Waage Mikalsen og Katarina Barruk med værket Seäjvvuot, der er skabt særligt til Roskilde Festival, på en rejse ind i joikens mystiske univers.
Joiken regnes ikke alene for en af Europas ældste levende vokaltraditioner. Det er også en musik, der giver stemme til en kultur, som i store dele af historien har været undertrykt af magthaverne. Joiken bærer også, med sin shamanistiske forbindelse til naturen, vigtige budskaber til en tid, hvor selvsamme natur er under voldsomt pres.
De to kunstnere har baggrund i forskellige samiske samfund. Multikunstneren Elina Waage Mikalsen, der arbejder med både lyd, video, installation og meget mere, har rødder i Sea Sámi-kulturen, mens musiker Katarina Barruk, der også kan opleves på årets Roskilde Festival med sit eget faste band, kommer fra Ume Sámi-kulturen.
I Seäjvvuot fletter de fragmenter af traditionel joik fra deres forskellige kulturer ind i et værk, der spørger om joik kan bruges som et værktøj til at bygge bro mellem fortid, nutid og fremtid, ligesom værket undersøger temaer om erindring, undertrykkelse og heling. Forvent et tankevækkende og bevægende møde med en unik musiktradition fra det nordligste Europa løftet af to stærke kunstneriske stemmer.