Still House Plants

Still House PlantsUK

Minimalistisk og eklektisk trio tager rocken i helt nye retninger

Britiske Still House Plants er blevet sandt kultnavn for sine evner til at vride dragende melodier og hypnotiske forløb ud af et minimalistisk set-up bestående af guitar, trommer og vokal.

Trioens musik er på én gang kompromisløs og inkluderende i sin upolerede charme, og at overvære deres koncerter er som at blive lukket ind i et værksted, hvor rockens grundelementer pilles fra hinanden og sættes sammen på ny. David Kennedys rastløse jazztrommer og Finlay Clarks åbne guitarlandskaber skaber en magisk bund for Jess Hickie-Kallenbachs sjælfulde vokal, og sammen skaber de deres helt egen lyd, hvor elementer af garagerock og postpunk møder ekkoer af både freejazz og R&B.

Den lyd har skaffet dem et ry som et band, der trods enkle virkemidler hele tiden formår at overraske. “Still House Plants are the most vital band in Britain today”, skrev The Guardian om deres seneste album If I Don't Make It, I Love U (2024). Et album, som over hele linjen har modtaget begejstrede anmeldelser og bl.a. blev fremhævet som Best New Music på Pitchfork. 

En bevidsthedsudvidende rejse på rockens skæve sideveje venter, når Still House Plants gæster Roskilde Festival.