Basista hos Team affald og genbrug

SPROGKRAV: Både dansk og engelsk er et krav

ALDERSKRAV: Min. 25 år

INDSATS: +32 timer

KONTAKT: rasmus.frost@roskilde-festival.dk

OM OPGAVEN

Under hele festivalen gør cirka femhundrede frivillige en fantastisk indsats for at sikre at gæsternes affald ender de rigtige steder. Din opgave bliver at skabe og drive en base, hvor disse frivillige kan tjekke ind, lade op, og stemple ud.

Basen, som vi kalder den, er et stort telt, hvor du vil være med til at servicere de frivillige, og hjælpe dem med at gøre en forskel ude på pladsen. Det gør du ved at sørge for at basen er et hyggeligt og behageligt sted at være, med kaffe på kanden, musik i anlægget, og tørre arbejdshandsker klar til brug.

Sammen med vores teamleder, Charlotte, forventes du at være klar til at rydde op eller ommøblere, men også at finde på initiativer og aktiviteter til når de frivillige fylder basen op. Vi kan arrangere en petanque-turnering, musik-quiz, eller wellness-session – vi ser dagen an og finder sammen ud af noget sjovt.

I basen skal du kunne trives med bølger af aktivitet. Når der er travlt, vil der være 150 mennesker i teltet på samme tid. Når der er stille, er der mere eller mindre tomt. Det er vigtigt, at du kan bevare overblik, når der er mange mennesker, spørgsmål, og behov, og at du kan udnytte de rolige perioder til at forberede næste ryk.

Basens vagter arbejder i par, så vi anbefaler at du finder en ven at søge sammen med – ellers hjælper vi dig med at finde en god kammerat. Du vil få 4 vagter af 8 timer, som regel fordelt i tidsrummet 07.30 – 18.30.

OM DIG

Din opgave kræver mest af alt gåpåmod, ansvarlighed, og kærlighed. De frivillige, der kommer på basen, er alt fra efterskoleelever, til flerårige gengangere. For dem er de frivillige vagter en fysisk krævende opgave, og der er brug for omsorg og overblik, når de er i basen.

Hvis du er socialt anlagt, kan lide at planlægge, og ikke er bange for at gå til hånde, er basen lige noget for dig!

Dine vagter foregår inde i basen, hvor der, foruden ly for regnen, er strøm, musik, og kaffe.

Du strukturerer din vagt sammen med din frivilligmakker og din teamleder, Charlotte.

Når der er ro på i basen, står der intet til hinder for at du selv slapper lidt af i sofaen eller nyder solen uden for teltet

TILGÆNGELIGE RAMMER

Vores team tilbyder følgende:

  • Vi tilbyder mulighed for at sidde ned ofte under vagter.

HVEM ER VI? 

Vi er Team Frivillighed og Engagement, der står for at sikre rammerne for alle de frivillige, der får Team Affald og Genbrug til at køre under festivalen.

VIL DU VÆRE EN DEL AF HOLDET?

Hvis du vil være med til at løfte denne fantastiske opgave og skabe rammerne for en masse frivillige, skal du skrive til:

Skriv lidt om hvem du er i mailen, og hvorfor du har lyst til at være en del af holdet. Du må gerne dele gode idéer til hvordan du vil gøre basen både sjov og afslappende for de frivillige. Hvis en af dine venner også søger, så nævn gerne dem ved navn.

Skriv til os på rasmus.frost@roskilde-festival.dk hvis du gerne vil være med eller hvis du har flere spørgsmål til opgaven.