Heilung2

Find vej til unikke koncerter

03.07.2024Festivalen

På Roskilde Festival kan du opleve koncerter, som du ikke finder nogen andre steder i verden. Vi garanterer dig ikke bare gåsehus, musikalske skatte og visuelle vidundere, men også koncerter der er så enestående, at de aldrig kan genskabes. Vi har samlet et udpluk af årets helt unikke koncerter her.

Af Viktoria Holst Jensen, frivillig journalist i Roskilde Festivals Mediehus

Decorticate

En punket og nærgående koncert i øjenhøjde

Vil du med til en eksplosiv punkfest af unik karakter, må du ikke misse onsdagen på Avalon! Her får du serveret en helt særlig og nærgående koncertoplevelse, når de fem bands The Hirs Collective, Prison Religion, Taqbir, Decorticate og Ragana inviterer til floorshow. I løbet af tre timer spiller de fem bands midt på gulvet og tager altså selv del i deres egen punkfest. Det bliver en aften i ekstremmusikkens tegn, hvor du bliver inviteret helt hen i øjenhøjde med kunstnerne.

Inddyb dig i naturens lydunivers

For første gang i verdenshistorien, kan du være med, når vi hylder naturens lydunivers under navnet NATURE – der nu er blevet anerkendt som selvstændig kunstner med egne komponistrettigheder og royalties. På den eksperimenterende Platform-scene kan du opleve NATURE til en række shows i selskab med kunstnere fra årets lineup. Der venter undersøgende og legesyge musikalske oplevelser, der fører os tilbage til rødderne, og hvor musikken smukt smelter sammen med vores allesammens moder jord.  

Heilung bringer musikkens urdyb til live

Heilung har allerede bevist, at de er et enestående liveorkester, der bringer musikkens udryb til live med en dragende, mytisk og dyster musikalitet. Når de indtager Roskilde Festival og Arena-scenen, sker det i selskab med et stærkt opgraderet lydsystem, der omslutter publikum, og som aldrig er set før på nogen anden festival. 

Onsdag nat klokken 00.15 på Arena 

Lovebites

Få en ekstrem oplevelse lige i ansigtet

Forbered dig på at få en ekstrem musikoplevelse, når det japanske metalband Lovebites skruer op for tempoet torsdag på Eos. Lovebites er dit bindeled mellem himmelen og helvedet, når de fem hvidklædte kvinder leverer heltemetal på steroider med sangtitler som ”Holy War” og ”Dancing with the devil”. Det bliver en vaskeægte eksplosion af power, store omkvæd og episk drama, der vil ryste godt gang i både din krop og sjæl.  

Torsdag klokken 13.30 på Eos 

Hør lyden af verdens største flygtningelejr

Når Kakuma Sound indtager Roskilde Festival, bliver det første gang nogensinde, at bandet sætter sine ben uden for den østafrikanske flygtningelejr Kakuma – et af verdens ældste og største – hvor bandet har fundet et fællesskab og mødested gennem musikken. Flere eksperter omtaler Kakuma Sound som en mytisk platform og et musikalsk skattekammer, og du kan være sikker på, at der venter et unikt kulturmøde, fantastiske lyde og bevægende øjeblikke. 

Oplev Kakuma Sound fredag 5. juli 15.15 på Platform og lørdag 15.00 på Avalon

Oplev et af tidens helt store popikoner på Orange Scene

Kronen på værket bliver selvfølgelig med en af verdens største navne netop nu, SZA. Det bliver første gang, at den danske popstjerne rammer Danmark, og med sig har hun et ekstravagant og eventyrligt sceneshow med store figurer, et væld af dansere og farverige kostumer. Alt det, der hører til, når man lukker Orange Scene ned med et brag og trækker på et hitspækket musikkatalog fyldt med sårbarhed, intimitet og power. 

Lørdag klokken 23.00 på Orange Scene