Julen står for døren, og vi befinder os dermed præcis halvvejs mellem den seneste udgave af Roskilde Festival og den, der venter dig i 2025.
Om lidt holder vi en kort ferie, og så vender vi stærkt tilbage i starten af det nye år, hvor vi både offentliggør endnu flere navne til plakaten og sparker Special Camping-salget i gang.
Men først skal du have lov at se nogle af de mange højdepunkter fra 2024, samlet i denne video.
Dernæst vil takke dig mange gange for at have været med i 2024.
Roskilde Festival er en velgørende begivenhed, og hele overskuddet går til velgørende formål, der gør en forskel for især børn og unge. Når du køber en billet, støtter vores initiativer eller engagerer dig som frivillig, er du med til at forme en bedre fremtid for andre.
I 2024 donerede vi blandt andet:
- 2,1 millioner kroner til Projekt Skabertrang, der styrker kreative fællesskaber for børn i Roskilde.
- 280.000 kroner til Den Grønne Ungdomsbevægelse, som også bliver vores Making A Change-partner i 2025. Det betyder, at du oven i billetkøbet kan vælge at donere 200 kroner direkte til bevægelsen og dens grønne dagsorden.
Og vi slutter året af med en donation på en million kroner til Børnehjælpsdagen. Donationen skal bidrage til organisationens indsatser for at give anbragte børn og unge et bedre udgangspunkt i livet og styrke deres håb og fremtidsdrømme.
Om lidt tager vi hul på et nyt år, og vi kan allerede nu love dig, at det bliver noget særligt! En ny og større Orange Scene venter på at danne rammen om næste sommers store øjeblikke, og vi glæder os til at løfte sløret for endnu flere navne til plakaten, der kommer til at rumme knap 200 musiknavne.
Allerede nu har vi annonceret mere end 50 navne, blandt andre Olivia Rodrigo, Stormzy, Artigeardit, Deftones, Fontaines D.C. og Jamie xx.
Pynt juletræet med lidt ekstra festivalstemning. Vi har lavet en skabelon til dig, der gerne vil tilføje lidt orange feeling til dit julehjerte.
Alt du skal bruge er en saks, hobbylim og lidt papir – vi har klaret resten for dig.
Glæd en, du holder af, med et strejf af Roskilde.
Vores 2025-festival T-shirt er landet i shoppen – perfekt som julegave til en ægte festivalfan. Hvis du bestiller den fra vores webshop senest 19. december, når den frem inden juleaften.