Vilkår og kriterier for medieakkreditering

Ønsker du som journalist, fotograf, influencer eller lignende (fremover kaldet mediet) at udføre redaktionelt arbejde på Roskilde Festival, skal der på forhånd søges om akkreditering.

Når vi behandler akkrediteringsansøgninger, prioriterer vi at få en god sammensætning af medier på tværs af genrer og interesser.

Når vi behandler akkrediteringer, lægger vi vægt på disse kriterier:

  • At mediet fremstår seriøst og professionelt.

  • At ansøgningen beskriver konkrete redaktionelle mål, fokusområder og målgrupper.

  • At den samlede akkrediteringspulje rummer et repræsentativt fokus på Roskilde Festivals kerneområder som musik, frivillighed, kunst, aktivisme, arkitektur, grøn omstilling, gastronomi, teknologi, kulturelle vækstlag, social bæredygtighed, innovation m.m.

  • At Roskilde Festival ikke fremstår som en 'baggrundskulisse' for en aktivitet, der kunne have foregået under andre omstændigheder.

  • At ansøgeren, hvis denne har været akkrediteret før, har sendt os sin dækning fra tidligere år, så vi kan tage det i betragtning ved behandling af ansøgningen.

  • At vi modtager ansøgningen inden deadline (15. maj 2025). 

Inden du ansøger, beder vi dig om at være opmærksom på følgende:

  • Det er ikke alle ansøgere, der akkrediteres. Du øger chancen for at blive akkrediteret, hvis du tager højde for ovenstående punkter.

  • Medieakkrediteringer tildeles udelukkende med henblik på at udføre redaktionel dækning. Det er ikke tilladt uden forudgående skriftlig aftale med Roskilde Festival at anvende Roskilde Festivals navn, varemærker og kendetegn i markedsføringsøjemed. Det er heller ikke tilladt at gennemføre markedsføringstiltag under ophold på Roskilde Festival, herunder foretage lyd- og billedoptagelser i kommercielt øjemed uden Roskilde Festivals tilladelse.

  • Med din akkreditering følger et ansvar for respekt for frirummet på festivalen. Bevidst eller ubevidst kan festivalgæsterne risikere at blive fremstillet på en måde, de ikke ønsker. Her er det mediets ansvar at respektere dette frirum i en eventuel dækning, og en godkendt akkreditering er dermed også et samtykke hertil.

  • Hvis du ønsker at lave større produktioner (f.eks. spillefilmoptagelser og dokumentarfilm) på Roskilde Festival, opfordrer vi til, at der ansøges i meget god tid. Disse ansøgninger tager lang tid at behandle, da produktionen typisk stiller anderledes og mere komplicerede krav til service, rådgivning, bevægelighed og adgangsforhold.