Sikkerhed og beredskab

Roskilde Festival har konstant fokus på at skabe sikre og trygge rammer for deltagerne. Læs her om organisering, sikkerhedsplanlægning og om beredskabet på festivalpladsen.  

Vi har fokus på sikkerhed, beredskab og ansvar, og vi samarbejder med myndighederne, forskere og uddannelsessteder for at gøre festen sjov og sikker for alle.  

Her er et overblik over de væsentligste indsatser og funktioner.  

Overordnet organisering  

Roskilde Festivals sikkerhedschef, Morten Therkildsen, har det overordnede ansvar for sikkerheden.  

Festivalarbejdet er opdelt i flere ansvarsområder med forskellige ansvarlige, som arbejder året rundt med at planlægge, hvordan festivalen byder gæsterne velkommen og sørger for, at festivalen er klar til afvikling med den mindst mulige risiko for, at deltagerne kommer til skade.  

Godt 6.000 frivillige sikkerhedsværter og serviceværter er involveret i opgaverne med at tage sig af adgangskontrol, monitorering af gæsterne, føre brandtilsyn eller skabe trygge rammer for gæsterne.

Planlægning i forhold til trusselsvurdering  

Roskilde Festival er løbende i dialog med politiet, som er af den opfattelse, at der i øjeblikket ikke er en ændring i truslen rettet mod Roskilde Festival.  

Læs Politiets Efterretningstjenestes (PET) trusselsvurdering  

Når vi planlægger Roskilde Festival, tager vi højde for trusselsbilledet. Vores personale er derfor instrueret og trænet til deres arbejde, og vi arbejder altid med opmærksomhed på eventuelle terrortrusler i Danmark.  

Sikkerheden skal være justeret i henhold til trusselsbilledet. Der foretages nogen visitation ved vores indgange til musikområdet, og vi implementerer ikke unødige gener eller skaber skræmmebilleder for vores gæster.  

Sikkerhedsplan  

For at opnå tilladelse til at afholde festivalen skal Roskilde Festival indlevere en sikkerhedsplan til myndighederne for, hvordan vi arbejder med at skabe trygge rammer, og ikke mindst for hvordan festivalen sikrer, at lovgivningen følges.  

Der er regler og love om mange forhold, og inden for sikkerhed er der især fokus på brandregler og lovgivning om festivalens ansvar.  

Hvert år indsender Roskilde Festival denne sikkerhedsplan til myndighederne i løbet af april. Roskilde Festival er efterfølgende forpligtet til at følge planen i måden at arbejde og indrette festivalen på.  

Det betyder, at der arbejdes meget klart med instrukser til frivillige og med aktive og synlige ledere i området, der har ansvaret for, at festivalen følger retningslinjerne, som er aftalt med politi, brandvæsen, kommune og regionen.
 

Beredskab  

Når mange mennesker er samlet, kan man ikke undgå, at nogle kommer til skade, eller at der opstår uroligheder. Derfor har festivalen et større beredskab bestående af læger, sygeplejersker, samaritter, social workers og vagter.   

Her kan du læse om de forskellige enheder:  

Medicinsk Beredskab  

Det medicinske beredskab består af læger, sygeplejersker og samaritter fordelt over både campingområde og festivalplads. De hjælper mest med vabler og vandmangel, men kan håndtere alle slags situationer.    

Social Workers  

Social workers er et team bestående af psykologer, misbrugskonsulenter, pædagoger fra specialområderne og andre faggrupper, som bevæger sig rundt i festivalbyen døgnet rundt for at hjælpe dem, der har behov. Teamet arbejder forebyggende og opsøgende og kan yde psykisk førstehjælp og holder især fokus på de helt unge festivalgæster.
  

Crowd Safety  

Crowd safety er til stede helt tæt på koncertdeltagerne under alle koncerter. Med vand, håndsrækninger og køligt overblik sørger de for, at koncerterne bliver afviklet både sjovt og sikkert.  

Safety-Værter  

Safety-værterne har særlig træning inden for sikkerhed, konfliktløsning og indsatsopgaver. De arbejder dialogorienteret og tager sig generelt af mindre konflikter.  

Security  

Security foretager indsats ved større konflikter eller håndterer udsmidninger. De tilkaldes, hvis andre enheder har brug for ekstra støtte i særlige situationer.  

Serviceværter  

Serviceværter dækker over en lang række servicerende funktioner på campingområderne, ved ind- og udgange og på andre centrale placeringer. Hvis de oplever situationer, som de har svært ved at håndtere, tilkaldes safety-værter.   
   

Tilbage til pressemateriale