SOLIDARITY WITH PALESTINE 16X9

Voices of Hope and Peace for PalestineINT

Flere shows

Vær med, når vi hylder den palæstinensiske kultur og samles til dialog og refleksion

  • Tirsdag 2. juli
    Workshop: Palæstinensisk/Jødisk Alliance, 15.00, Flokkr Container #2
  • Tirsdag 2. juli
    17.45, Flokkr

Under First Days på Flokkr vil vi gennem sang, mad og personlige fortællinger fra Palæstina skabe et rum, hvor vi kollektivt og på tværs af kulturelle skel og perspektiver kan finde sammen for at styrke håbet om fred og et frit Palæstina.

Arrangementets konferencier Fahad Saeed vil introducere aftenens program og lede os igennem de forskellige indslag. Herefter vil den dansk-palæstinensiske musiker Dana Alshihaby fylde Flokkr med sin smukke akustiske musik, mens Palæstinensisk/Jødisk Alliance gennem storytelling sætter fokus på deres fælles historie som henholdsvis palæstinensere og jøder. 

Afslutningsvis samles vi omkring et måltid og smager på lokale råvarer fra Palæstina-området. Her vil Amneh Hawwa fra Danish Palestinian Women Organisation (DAPAWO) introducere råvarerne og fortælle om, hvordan de forbinder den palæstinensiske madkultur og modstandskamp.

Dana Alshihaby er en palæstinensisk aktivist og sangerinde. Med inspiration fra hendes egen kultur blander hun sprog og musikgenrer og tager os på en musikalsk rejse over landegrænser.

Arrangementets konferencier, diversitets-konsulent Fahad Saeed, vil indlede programmet med at fortælle om hans mangeårige arbejde med at dække Isreal-Palæstine-konflikten. Fahad Saeed er diversitets-konsulent og rådgiver danske og internationale kunder, i det han kalder for den ’rullende samtale om diversitet og inklusion’. Derudover har Fahad holdt mikrofonen som moderator til et utal af debatter, konferencer og workshops, særligt inden for emner der berører spørgsmål om ligestilling, diskrimination og minoritetsperspektiver i forskellige afskygninger. 

DAPAWO er en uafhængig forening dannet af en gruppe danske og herboende palæstinensiske kvinder. DAPAWO’s formål er at oplyse om palæstinensiske kvinders forhold i Danmark og i Palæstina og at støtte projekter til gavn for kvinder i Palæstina.

Palæstinensisk/Jødisk Alliance består af en gruppe unge palæstinensere og jøder og blev dannet kort efter den 7. oktober 2023 med formålet at støtte et frit Palæstina. De arbejder gennem historiefortælling, oplysning og dialog.

Tidligere på dagen vil Palæstinensisk/Jødisk Alliance afholde en workshop i Flokkr-containerne. Workshoppen vil udfolde sig som et intimt rum, hvor Palæstinensisk/Jødisk Alliance vil facilitere et interaktivt udvekslingsområde, der giver gæsterne mulighed for at dele deres tanker og håb for fremtidens Palæstina. Her vil være lydspor, der fortæller nogle af de jødiske og palæstinensiske medlemmers individuelle historier, mens du selv kan udtrykke dine perspektiver og historier igennem skrift eller billeder. Til sidst vil workshoppen have udviklet sig til en kulmination af forskellige tanker, ideer, drømme og håb for en lysere fremtid for Palæstina. 

Læs vores tanker om, hvordan vi som almennyttig festival kan fremme fællesskab og forståelse i forhold til situationen i Gaza.