- Torsdag 3. juli
Gennem årene har vi på Roskilde Festival haft glæden af at stifte bekendtskab med adskillige fremragende repræsentanter for den vestafrikanske tuareg-musik. Tænk blot på navne som Tinariwen, Bombino og Boubacar Traoré.
Hvor mange af tuareg-musikerne har fusioneret gamle traditioner med moderne rock og blues, har Al Bilali Soudan taget en anden og mere folkemusikorienteret vej rig på repetitive forløb, messende vokal og tranceskabende trommer. Bandet fra Timbuktu dyrker den dybe og rituelle Tamasheq-musik, der har været fremført af griot-musikere i mange hundrede år, bl.a. i forbindelse med årstidernes skiften og helende seancer.
Al Bilali Soudan, der ledes af Abellau Yattara og favner flere generationer af musikere, er dog ikke kun traditionsbærere. De bringer i høj grad den traditionelle musik ind i det 21. århundrede med en elektrificeret tilgang. Hvor ensemblets tidlige musik var akustisk funderet, har album som Tombouctou (2020) og Babi (2023) for alvor sat strøm til det fascinerende strengespil uden at give køb på den rå, folkemusikalske tone.
Al Bilali Soudans ekstatiske musik har begejstret på flere festivaler. Nu er de klar til at sende Roskilde Festival i trance.