- Torsdag 3. juli
For fans af groovy vestafrikanske genrer som afrobeat og highlife er der dækket op til den helt store fest, når Kwashibu Area Band gæster Roskilde Festival.
Siden bandet blev grundlagt i Ghana i 2015 af Kwame Yeboah og Ben Abarbanel-Wolffhar, har de været en førende drivkraft i at bygge bro mellem highlife-musikkens historiske rødder og en moderne tone. Det har de gjort med en nerve og et funky overskud, der har gjort dem til et yderst populært navn på festivaler i hele verden, hvor de uundgåeligt sætter gang i dansegulvet.
Kwashibu Area Band har ikke mindst gjort sig bemærket i samarbejde med den ghanesiske highlife-legende og sanger Pat Thomas, som de har udsendt flere roste album med. Med Pat Thomas lagde de også Roskilde Festival for deres fødder med et brag af en koncert i 2016. En koncert, der uden tvivl har fået mange til at drømme om en tilbagevenden.
Det sker til sommer, hvor bandet optræder med materiale fra et nyt album og et all star-team af mesterlige musikere. Ud over Pat Thomas medbringer bandet således den legendariske og disco-inspirerede trommeslager Charles Amoah samt den nærmest shamanistiske indpisker og vokalist K.O.G. (kendt fra bl.a. Onipa). Der skal danses!