Tootard

TootArdINT

Arabisk discobrag fra Golanhøjderne vender tilbage til Roskilde

Der var både store smil, svedige kroppe og ikke mindst ekstatiske dansefødder, da TootArd leverede en funklende fest på Roskilde Festival i 2023. Siden er respekten for duoens funky arabiske toner kun vokset, ikke mindst takket være deres live-shows, som er umulige at stå stille til.

De to brødre bag TootArd – Hasan og Rami Nakhleh – stammer fra de besatte Golanhøjder og er principielt statsløse. Det har dog ikke forhindret dem i at erobre verden med en musik, der transporterer lytteren til svedige mellemøstlige klubber og løfter arven fra en gylden storhedstid for arabisk disco og funk kombineret med musikalske traditioner fra Nordafrika.

Opskriften lyder på charmerende retro-synthesizere, 80’er-klingende trommemaskiner, hypnotiske beats, mellemøstlige skalaer og en solid flair for magiske pophooks, som man kunne høre på det mesterlige album Migrant Birds (2020).

Titlen er i sig selv en indikation af TootArds mål om at skabe sange, der som fugle krydser indsnævrende grænseskel. Nu vender Nakhleh-brødrene tilbage til Roskilde Festival, og de er klar til at levere endnu et legendarisk festorgie, der sætter kroppen fri.