- Fredag 4. juli
Den amerikanske sangskriver og producer Christopher Taylor har om sit projekt Body Meat udtalt, at hans ambition var at skabe en arena, hvor han kunne skifte genre lige så ofte han havde lyst til det.
Det er en strategi, han bruger flittigt, og resultatet er en uforudsigelig, men også yderst stimulerende musikalsk rutsjebanetur gennem alt fra autotunet pop, trap og R&B til etiopisk funk, metal og glitchede elektroniske lydflader.
Hans ukonventionelle tilgang til at zappe mellem stilarter og alligvel skabe medrivende musik, der oser af personlighed, kunne fornemmes på hans tidlige EP’er, der genererede en del hype i alternative musikmedier. Debutalbummet Starchris (2024) fik for alvor musikpressen til at tabe kæben af begejstring. Pitchfork gav bl.a. mærkatet Best New Music og kaldte albummet “one thrilling detour after another”.
På Starchris henter Body Meat inspiration i rollespil og computerspil, når han former albummet som en helts rejse igennem forskellige syrede verdener. Når Body Meat gæster Roskilde Festival, kan man således også roligt gøre sig klar til et både vildt, underholdende og bevægende eventyr i en smeltedigel af genrer og udtryk.