- Onsdag 2. juliOrange Scene
Efter at have leveret en af årets største popfester på Roskilde Festival i 2024 er Charli XCX klar til at indtage ikoniske Orange Scene for første gang. Der venter et overdådigt og spritnyt festivalshow, der favner hele den britiske stjernes karriere, og som med garanti får dig til at danse så sveden driver.
Sjældent har timingen været perfekt, som da Charli XCX i 2024 kom med på et afbud og badede Roskilde Festival i Brat Summer-vibes. Med sit popmusikalske mesterværk Brat, der ikke alene var et af årets stærkeste udspil, men som også i udsøgt grad definerede den popkulturelle tidsånd, havde hun festivalen i sin hule hånd.
Lige siden er Brat-fænomenet vokset ud over alle grænser som en viral sensation, der også har kastet et remixalbum og samarbejder med navne som Billie Eilish, Robyn, Lorde og Ariana Grande af sig. Så stor en popmusikalsk triumf har albummet været, at flere kækt omdøbte årets Brit Awards til “Brat Awards”, og Charli XCX kunne tage både en Brit Award og to Grammy-statuetter med hjem.
Sensationen kom dog ikke ud af det blå, for Charli XCX har i over et årti stået for nogle af vor tids mest innovative popsange med blændende produktioner, der trækker på elektronisk ravekultur, punk, eurodance og meget mere. I ægte Charli XCX-stil har hun allerede revolutioneret hele sit liveshow og bygget et nyt, overdådigt koncept, der skruer op for alt det, der går Charli XCX til en af popmusikkens vigtigste skikkelser lige nu. Orange Scene bliver ikke det samme igen.