- Fredag 4. juliOrange Scene
Med mixtapet Alligator Bites Never Heal, der ramte musikscenen som et missil i 2024, har Doechii for alvor slået sit navn fast som kompromisløs kunstner og rå rapper med en umiskendelig sydstats-twang. Af flere medier er den Florida-baserede rapper, der titulerer sig selv som Swamp Princess, da også spået det helt store gennembrud i 2025.
Kombinationen af sumpvåde produktioner, en særegen vokal og tekster, der forener personlige erfaringer og en god portion humor, har sikret Doechii bred anerkendelse, flere priser (bl.a. en Rising Star Award til Billboard Women of Music i 2023) og samarbejder med nogle af tidens største kunstnere.
I 2023 var hun med på Doja Cats tour, og i kølvandet af successen med Alligator Bites Never Heal har hun i 2024 høstet hæder for sin første headliner-tour. Året har også budt på en række bemærkelsesværdige features hos kunstnere som Tyler, The Creator og Katy Perry samt en optræden med SZA – og en blåstempling fra selveste Kendrick Lamar, der kalder Doechii ”den vildeste” netop nu.
I 2025 udsender den karismatiske rapper endelig sit debutalbum, som hun garanterer bliver en opløftende og eklektisk musikalsk fest. Det samme kan man uden tvivl vente, når Doechii på Roskilde Festival giver sin første danske koncert.