- Torsdag 3. juli
Stormzy er gået fra at være bannerfører for den britiske grime-genre til at være et bredtfavnende ikon, der samarbejder med navne som Ed Sheeran og Burna Boy, og som i 2019 blev den første sorte britiske rapper til at headline den ikoniske Glastonbury Festival.
Allerede det roste debutalbum Gang Signs & Prayer (2017) markerede Stormzy som stærkt vedkommende kunstner og albummet nåede førstepladsen på den engelske hitliste som noget hidtil uhørt for et grime-album.
Siden har han været i en rivende udvikling som kunstner, først med albummet Heavy Is The Head (2020) og senest med This Is What I Mean fra 2022, der har høstet roser for at vise en mere sårbar og eftertænksom side af stjernen med stærkt personlige tekster og et musikalsk univers, der trækker på soul, R&B og afrobeats. Senest udgav Stormzy i august 2024 hittet ’BACKBONE’ sammen med Chase & Status, og nummeret gik omgående til tops på den britiske hitliste.
Storzmy har aldrig lagt skjul på sin kærlighed til det danske publikum, som også har kvitteret for kærligheden med nærmest ekstatiske reaktioner til hans danske koncerter. Det har vi også oplevet flere gange på Roskilde Festival, som Stormzy gæstede i både 2016 og 2018. Begge gange med koncerter, der satte en vild fest i gang, og som Stormzy selv har omtalt som nogle af sine bedste koncertoplevelser. Dermed er der også god grund til at vente en ekstraordinær koncert, når Stormzy endelig vender tilbage til Roskilde.