D1MA

D1MADK

TORSDAG 3. JULI

Gådefuld stjerne giver et eksklusivt natteshow på Orange Scene med ny musik

  • Torsdag 3. juli
    Orange Scene

I 2023 tryllebandt D1MA publikum på Roskilde Festival med en magtdemonstration af en nattekoncert på Arena-scenen. Nu gør en af de mest bemærkelsesværdige skikkelser i ny dansk rap- og popmusik sig klar til at indtage Orange Scene torsdag nat med ny musik og hans eneste show i 2025.

D1MA er en gåde i dansk musik. Anonym, maskebærende og alligevel en kunstner, der har både anmeldere og publikum i sin hule hånd, og som nogle af tidens største danske musikere står i kø for at samarbejde med. Tidligt i karrieren blev han udråbt til en af Danmarks bedste rappere, men siden har han transcenderet denne kasse og skabt en hybrid af hiphop, pop og elektronisk musik med plads til både EDM-inspirerede club hits og sjælfulde dyk ned i melankolske ballader. 

Han har udgivet musik med stjerner som Medina og Tobias Rahim og cementerede for alvor sin status i dansk musiks topliga med debutalbummet EV1GT&ALT1D fra 2023. Samme år viste han også sit format som livekunstner med sin optræden på Roskilde Festival, hvor det majestætiske og minimalistiske gik op i en højere enhed, og hvor D1MA ifølge Soundvenues anmelder antog karakter af en mørk engel på en scene, der var lige dele klub og kirke.  

Det virker yderst passende, at D1MA efter en længere pause fra livescenen, vender tilbage til Roskilde Festival med ny musik for at give årets eneste koncert. Vi tør godt spå, at der er noget stort i vente, når det maskebærende ikon indtager Orange Scene.