- Søndag 29. juni
Med sine ambitiøse lydlandskaber, hvor digital støj, shoegaze-inspireret rock og sfærisk pop smelter sammen, har Fakethias ikke blot indtaget store festivalscener i hjemlandet Norge. Han har også turneret i hele verden på både toneangivende klubber og festivaler som Sónar Barcelona.
Under navnet Fakethias har Oslo-baserede Mathias Humlen i mange år skabt sig et navn som et af hjemlandets mest spændende elektroniske musikere med en lyd præget af dystre stemninger og støjende lydflader. Humlen er også medproducer og DJ for Sushi X Kobe, hvis genreudfordrende hiphop har gjort dem til kultfavoritter i den alternative scene, samt en del af Softcore Untd, der på legende vis forener jazzede grooves, elektroniske eksperimenter og popmelodier.
At Mathias Humlen også sagtens kan stå på egne ben, beviser han med debutalbummet Core Echo fra 2023, hvor Fakethias omfavner drømmende melodier og shoegaze-inspiration uden at kappe rødderne til den eksperimenterende elektroniske scene. I 2024 kom så opfølgeren Afterimage, som drager lytteren ind med en slags dekonstrueret og subversiv popmusik, der som i en feberdrøm vibrerer mellem digitale glitches og analoge teksturer.
Blandingen af det digitale og analoge, af eksperimenterende klubmusik og drømmende støjrock, forløses også til hans roste koncerter i et ambitiøst set-up, der byder på både fuldt band, håndspillede instrumenter og altomsluttende elektroniske soundscapes. Nu er turen kommet til Roskilde Festival!