- Onsdag 2. juli
Punken er ikke død! Tværtimod oplever den i disse år en bemærkelsesværdig revival i hænderne på bands som Idles og ikke mindst irske Fontaines D.C., der både har et ben i punkens rå og sociale indignation og en mere eksperimenterende postpunk-æstetik med plads til mørke stemninger, poesi og nysgerrige udforskninger af lyd.
Allerede debutalbummet Dogrel (2019) slog det irske bands navn fast som en uomgængelig force på den alternative rock-scene. Albummet blev bl.a. nomineret til den prestigefyldte Mercury Award og høstede superlative anmeldelser. Flere roste album og ikke mindst en lang række storslåede koncerter har løftet Fontaines D.C. til nye tinder. I 2022 gæstede de Roskilde Festival med en triumf af en koncert, hvor de i den grad havde fat i publikum.
Siden er de blevet signet af XL Recordings, hos hvem de i 2024 udsendte albummet Romance. En ny milepæl for bandet, der bl.a. scorede topkarakter i The Guardian, hvor bandet blev hyldet for evnen til at levere musik i det store arenaformat uden at gå på kompromis med deres eksperimenterende stil, kritiske brod og poetiske tekster.
Med deres stærke sange og tårnhøje ambitioner er de nu klar til atter at overvælde Roskilde!