Jaleesa

Jaleesa DK

MANDAG 30. JUNI

Filmiske stemninger og jazzede soul-vibes fra fantastisk vokalist

  • Mandag 30. juni

At synge er lige så nødvendigt som at trække vejret for den danske vokalist Jaleesa. I mange år har hun markeret sig som korsanger for store navne som Coco O. og Kesi, men der hersker ingen tvivl om, at vi nu kommer til at kende hende som en brillant solist. 

I oktober 2024 udkom debutsinglen ”Woman”, der i starten af dette år blev fulgt op af ”Crystal Tears”, og tilsammen understreger de, at Jaleesa er et særdeles lovende navn på den danske soulscene. 

Hendes sange fremmaner både personlige fortællinger og politiske temaer fra en nutidig virkelighed som kvinde og afro-dansker, og musikalsk åbenbares et nærmest tidløst univers, hvor neo-soul forenes med varm og organisk retrosound og inspiration fra både jazz og italienske 70’er-soundtracks.  

Det giver Jaleesas lyd en blåtonet og filmisk kvalitet, der skaber den perfekte ramme for sangenes vedkommende kvaliteter og for en sublim stemme, der kommer helt inde fra sjælen.  Jaleesas debutalbum udkommer til efteråret, og sommerens koncert på Roskilde Festival er den ideelle anledning til at lade sig omslutte af stortalentets jazzede soulunivers.