- Onsdag 2. juli
Mange musikelskere fik en opløftende oplevelse i 2024 ved at klikke ind på den argentinske duo Ca7riel & Paco Amorosos Tiny Desk-livesession. Gnisten, humoren og det kreative overskud, der flyder ud af de to musikere og deres store medbragte band på optagelsen, er så frigørende og smittende, at videoen blev en af 2024’s store virale musikfænomener.
Musikalsk viser videoen en duo, der veloplagt eksperimenterer med et udtryk, som blander trap, funk, latin pop, soul og meget mere – grænseløst, men samtidig dybt musikalsk. Og deres Tiny Desk-session har fået fans til at udråbe dem til at være en slags latin-udgave af navne som Anderson .Paak.
Ca7riel & Paco Amoroso er dog ikke kommet ud af det blå. Hver for sig har de to musikere slået deres folder i Argentinas alternative musikmiljø i flere år, og siden 2018 har de udsendt flere skarpe singler som duo, inden de i 2024 endelig udsendte deres debutalbum, BAÑO MARÍA.
Albummet viser mere elektroniske sider af Ca7riel & Paco Amorosos eksperimenterende cocktail af latin, trap og funk og demonstrerer, hvor mange retninger de kan tage deres lyd i. At de live er et festfyrværkeri af groove og nerve er der ingen tvivl om, og det bliver en svedig fest, når de gæster Roskilde Festival med fuldt band.