- Lørdag 5. juli
Den unge London-kunstner Lola Young har sat ild til musikscenen med en stil, der forener rå attitude, tekster uden filter og en enestående vokal, der trækker på både pop, soul og R&B.
“Essential, captivatingly messy pop” skrev NME i en topanmeldelse af Lola Youngs andet album, This Wasn’t Meant For You Anyway, der udkom i 2024 og for alvor satte hendes musik på landkortet. Inden da havde hun dog kridtet banen grundigt op med en række stærke EP’er og ikke mindst det virale hit “Don’t Hate Me” fra 2023-albummet My Mind Wanders and Sometimes Leaves Completely.
Kunstnere som Madonna, Michael Stipe og SZA har meldt sig under fanerne som fans af det unge talent, og Tyler, The Creator inviterede hende til at medvirke på sit seneste album, Chromakopia. Kæmpehittet ”Messy” var i slutningen af 2024 Ugens Uundgåelige på P3 og har siden ligget i fast, høj radiorotation herhjemme, mens den også globalt er gået viral. Ved indgangen af 2025 er ”Messy” blevet streamet mere end 150 millioner gange på Spotify alene.
Musikalsk trækker Lola Young på både indierockens energi, hiphoppens rå sprogbrug og soulmusikkens følelsesmæssige dybder, og det hele flyder ind i uimodståelige popsange, der går lige i hjertet. Ikke mindst når Lola Young fremfører dem live med vokal power og en vital stage presence, som vi ikke kan vente med at opleve på Roskilde Festival.