- Fredag 4. juli19.30, Gaia
Træd ind i et smukt og mystisk univers, når Merope bringer deres atmosfæriske toner til Roskilde Festival. På en korsvej mellem gamle folkemelodier fra Baltikum og moderne eksperimenter har duoen høstet international anerkendelse for et udtryk, der tryllebinder både fans af folkemusik, jazz, ambient og kontemporær elektronisk musik.
“Combining the timeless magic of traditional Baltic folk with an airy, searching futurism” skrev Electronic Sound om duoen, der består af den litauiske vokalist Indrė Jurgelevičiūtė, som også spiller på det traditionelle strengeinstrument kanklės, samt den belgiske multiinstrumentalist Bert Cools.
Merope har over foreløbigt fem album – senest 2024’s mesterlige Vėjula – forfinet deres grænseløse udtryk, der rammer en skrøbelig balance mellem gribende folkemusikalske melodier og søgende klangverdener, der fremmaner en tidløs og drømmende stemning. Gang på gang formår duoen at skabe nye og særlige forbindelser gennem samarbejder med bl.a. det litauiske kor Jauna Muzika og legender som jazzguitarist Bill Frisell og ambient-guruen Laraaji.
De behøver dog ikke gæsterne for at frembringe lyde af en anden verden. Via over 10 års tæt samarbejde har Jurgelevičiūtė og Cools nemlig opnået en fantastisk fornemmelse for at tage publikum med på en bevidsthedsudvidende musikalsk rejse. Og du er inviteret med, når Merope gæster Roskilde Festival til sommer.