Nala Sinephros musik er blevet kaldt både meditativ og en arvtager til den spirituelle jazz fra Alice Coltrane. Skønt alt dette er sandt, indfanger det kun et lille hjørne af den visionære musiker og producers ekspansive musikalske univers, der ikke kun bygger bro mellem jazz og elektronisk musik, men undervejs også strejfer folkemusik, minimalisme og psykedeliske stemninger.
Efter at have høstet store roser for sit debutalbum, Space 1.8 (2021), slog hun for alvor sit navn fast med 2024-albummet Endlessness, der udkom på det hæderkronede Warp Records og blev hyldet som et mesterværk i førende musikmedier.
“This is music that is good for the ear, the mind, the heart, and the very future of the philosophical orientations of jazz”, skrev PopMatters bl.a. om det overdådige værk, hvor boblende modularsynths og akustisk harpespil smelter sømløst sammen, og hvor Sinephro gæstes af navne som jazzsaxofonisten Nubya Garcia og prog-trommeslager Morgan Simpson (Black Midi).
Med caribisk-belgiske rødder har Sinephro etableret sig som et af de mest fremsynede navne på den progressive London-jazzscene. Nu er hun klar til at bringe sine kosmiske kompositioner til Roskilde Festival, hvor hun giver sin første danske koncert.