- Onsdag 2. juli19.30, Platform
Med bronzestøbte instrumenter og klange dybt forankret i balinesisk filosofi inviterer Tridatu dig ind i et musikalsk rum, hvor tradition og nye udtryk smelter sammen.
Trioen består af Putu Septa, Nyoman Suwida og Gangga Sentana – tre af de mest respekterede gamelan-musikere fra Bali. Deres navn, Tridatu, henviser til tre farver og tre livsfaser: skabelse, liv og død. Det er både en spirituel grundidé og en kompositorisk motor.
Musikken er ceremoniel og kontemplativ, men også fri og undersøgende. Tridatu bygger bro mellem årtusindgamle traditioner og improvisatorisk nysgerrighed – og skaber nye udtryk i mødet mellem menneske, metal og mening.
Du kan også opleve de tre gamelan-musikere i det kollektive værk Teretai Åkande, som samler musikere fra forskellige kulturer og genrer til en fælles sanserejse.