Wedding

WeddingDK

MANDAG 30. JUNI

Pulserende rave-kultur og intens rockenergi forenes af nyskabende band

  • Mandag 30. juni

“Et ægteskab mellem to musikoplevelser og temperamenter” har den alternative musikside Passive/Aggressive skrevet i deres introduktion til det nye københavnske projekt Wedding. Her fremhæves musikkens evne til at forene elektronisk klubkultur og en postpunket band-dynamik.

Wedding er i det hele taget et band, der ynder at befinde sig i kontrasternes rige med en musik, hvor mørke og håb sameksisterer, og hvor der bygges bro mellem dunkel klubstemning og rockkoncert. Her er både minimalistiske guitarfigurer, næsten Joy Division-klingende trommer, 90’er-rave-referencer og euforiske technomelodier i en musik, der i det ene øjeblik fremstår drømmende og indadvendt, og som i det næste maner til pulserende fest.  

Bandet består af medlemmer fra bl.a. Shiny Darkly og Mana Pool og udsendte i slutningen af 2024 den stærke debut-EP Sunshower. EP’en er en glimrende introduktion til Weddings særegne og originale univers. Men de er i høj grad også et band, der skal opleves live. Her rammer musikken publikum med en medrivende styrke, som man uden tvivl også kommer til at mærke, når de gæster årets Roskilde Festival med deres komplekse udtryk.