Medarbejderne i din virksomhed kan sammen opleve Roskilde Festival 2025 og samtidig støtte velgørende formål gennem Corporate Volunteering. Tilmeld jer senest 1. maj 2025.
Roskilde Festival skabes hvert år af 30.000 frivillige, som sammen opbygger ’Danmarks fjerdestørste by’ og et af Nordeuropas vigtigste ungdomskulturelle mødesteder for musik, kunst og aktivisme.
Gennem Corporate Volunteering kan din virksomhed og medarbejdere sammen få en festivaloplevelse og bidrage til at støtte festivalens velgørende formål.
Gennem Corporate Volunteering giver virksomhederne deres medarbejderne mulighed for at donere én eller flere arbejdsdage af otte timers varighed som frivillig på Roskilde Festival.
Medarbejderne har mulighed for at komme på hold med hinanden i teams og sammen løse praktiske opgaver før, under eller efter festivalen.
Medarbejderne får adgang til festivalens koncerter og oplevelser på dagen, hvor de engagerer sig.
Velgørenhed for børn og unge
Medarbejdernes frivillige indsats bidrager til, at Foreningen Roskilde Festival kan indsamle penge til velgørende formål.
Roskilde Festival er 100% non-profit og udlodder al overskud ubeskåret til humanitært og kulturelt arbejde til gavn for især børn og unge.
Gennem årene har festivalen udloddet mere end 443 millioner kroner til velgørenhed.
Sådan tilmelder du din virksomhed
Har du og dine medarbejdere lyst til at støtte et godt formål på en dag med fællesskab, frivillighed og festival, så tilmeld jer ved at skrive til corporate.volunteering@roskilde-festival.dk.
Herefter modtager jeres kontaktperson et tilmeldingslink, hvor I kan vælge én eller flere vagter.
En vagt indeholder følgende info:
- Dato for indsats
- Tidspunkt (8 timers varighed)
- Antal medarbejdere I skal stille med
- Beskrivelse af opgaven
Når I har valgt jeres vagt, bliver I kontaktet af jeres kommende holdleder, som registrerer jer som frivillige og giver jer alt relevant information.
Find svar på ofte stillede spørgsmål nedenfor. I er selvfølgelig velkommen til at kontakte os, hvis I har yderligere spørgsmål.
Tilmelding lukker 1. maj 2025, eller når alle pladser er besat.
Med Corporate Volunteering giver virksomheder deres medarbejdere mulighed for at donere én eller flere arbejdsdage af otte timers varighed som frivillig på Roskilde Festival.
Medarbejderne har mulighed for at komme på hold med hinanden og sammen løse praktiske opgaver før, under eller efter festivalen. Som frivillig får medarbejdere adgang til Roskilde Festival på den dag, hvor de lægger deres indsats.
Roskilde Festival udlodder alt overskud ubeskåret til humanitært og kulturelt arbejde til gavn for især børn og unge. Gennem årene har Roskilde Festival doneret mere end 443 millioner kroner til velgørende formål over hele kloden.
Roskilde Festival 2025 er en 8-dages festival, som afholdes fra lørdag 28. juni til lørdag 5. juli. Alle musikscener er åbne fra onsdag 2. juli til lørdag 5. juli.
Hvis ikke virksomheden ønsker at lægge sin indsats under festivalen, er der også rig mulighed for at være frivillig i opbygningsdagene fra onsdag 25. juni til fredag 27. juni eller i nedpakningsdagene fra søndag 6. til onsdag 9. juli. Hvis medarbejderne er frivillige før eller efter festivalen, gives der ikke adgang til selve festivalen.
Virksomhedens kontaktperson/leder tilmelder sine kollegaer i hold via et tilmeldingslink, hvor oversigten over ledige "Corporate Volunteer Shifts” fremgår.
En ’Corporate Volunteer Shift’ indeholder følgende info:
- Dato og tidspunkt for indsats (8 timers varighed)
- Antal medarbejdere, som virksomheden skal stille med
- Beskrivelse af opgaven
En virksomhed kan sagtens vælge flere ”Corporate Volunteer Shifts”.
Når virksomhedslederen har valgt sine ”Corporate Volunteer Shifts” og oplyst navne og e-maile på de deltagende kollegaer, bliver alle kontaktet af deres kommende holdleder fra Roskilde Festival.
Holdlederen sender et tilmeldingslink til frivilligregistreringssystemet ”People” og giver de frivillige den nødvendige information.
Vær opmærksom på at vi har begrænset pladser til endagsfrivillige.
Tilmeldingen lukker, når alle Corporate Volunteer Shifts er besat eller senest 1. maj.
Vores rekrutteringsteam sidder klar til at svare på spørgsmål om Corporate Volunteer Shifts på corporate.volunteering@roskilde-festival.dk.
Så snart virksomheden har valgt sine Corporate Volunteer Shifts og er blevet registreret som frivillige, er det deres kommende holdleder fra Roskilde Festival, som er den rette kontaktperson. Holdlederen kan svare på alt praktisk i forbindelse med at være frivillige.
Det er på ingen måde tilladt at promovere sin virksomhed i regi af Roskilde Festival.
Formålet med Corporate Volunteering er at lade flere mennesker opleve frivillige roller, løfte Roskilde Festival og bidrage til Roskilde Festivals formål.
Hvis virksomheden ønsker at bruge Roskilde Festival som ramme for promovering af virksomhedens virke, skal det foregå på baggrund af en decideret samarbejdsaftale med Roskilde Festival om et partnerskab.
Virksomhedens medarbejdere kan sagtens vælge at engagere sig i 24 timer eller 32 timer og på den måde få den fulde festivaloplevelse.
Vælger medarbejderen at engagere sig mere end 8 timer, kan de resterende vagter f.eks. lægges lørdag og søndag på festivalen, hvis holdlederen har plads i vagtskemaet. Hvis en medarbejder gerne vil engagere sig mere end 8 timer, skal vedkommende kontakte sin holdleder. De aftaler i fællesskab resterende vagter.
- 8 timer på festivalen giver adgang til den aktuelle dag.
- 24 timer, som afvikles i de sidste fire dage af festivalen (onsdag-lørdag), giver adgang til alle festivalens 8 dage.
- 32 timer, som afvikles hen over alle 8 dage, giver adgang til alle festivalens 8 dage.
Vi anbefaler solidt fodtøj og påklædning, der passer til vejret. Husk en god solhat og solcreme med høj beskyttelse, hvis solen står højt på himlen. Er det regnvejr, så husk ordentligt regntøj og paraply. Bliver aftentimerne kolde, så husk godt med varmt tøj.
Alle frivillige får tilbudt et måltid mad og noget at drikke på en 8-timers vagt.
En tilmelding til Corporate Volunteer er bindende efter 1. maj, og hvis én eller flere af virksomhedens medarbejdere udebliver fra en vagt, vil virksomheden blive faktureret et udeblivelsesgebyr på 2250 kroner pr. udeblevne medarbejder.
Bliver en medarbejder syg og dermed forhindret i at møde op til sin vagt, skal vedkommende straks kontakte sin holdleder. Sammen finder de en løsning enten ved at bytte vagten eller afmelde sig holdet og dermed inddrage adgangen til festivalen.
Læs meget mere om at være frivillig på Roskilde Festival lige her
Hent Roskilde Festivals officielle app til mobiltelefonen, og log ind som frivillig med dit People-login. På den måde får du adgang til information til frivillige, nyheder, festivalkort og meget mere.