Frivilligsamtykke
Kære frivillige
Når du melder dig til at være frivillig hos Roskilde Festival, så betyder det, at vi går i gang med at behandle de personoplysninger, du giver os om dig selv, i vores systemer. For at vi kan gøre det, skal vi have dit samtykke, og sådan et samtykke stiller lovgivningen mange krav til. Vi har samlet det hele i teksten her, og vi håber, at det hele giver mening. Du skal vide, at dit samtykke er nødvendigt, for at vi kan behandle din ansøgning om at være frivillig på Roskilde Festival.
Det er vigtigt for os at understrege, at vi kun behandler dine personoplysninger i det mindst mulige omfang og så lidt som muligt, da det eneste formål og interesse, vi har i at behandle dine persondata i denne sammenhæng, er at skabe gode rammer for festivalen ved at matche de rigtige frivillige med de rigtige frivilligroller.
Hvem er Roskilde Festival?
Først og fremmest skal du vide, at når vi skriver Roskilde Festival, så mener vi Foreningen Roskilde Festival, CVR-nr.: 39122715. Det er den juridiske enhed, som er dataansvarlig for dine personoplysninger.
Hvorfor behandler vi dine personoplysninger?
Vores hovedformål som festival er at arrangere en god musikfestival, og det gør vi blandt andet ved at have en masse frivillige som dig. Og de frivillige vil vi meget gerne skabe gode rammer for.
Når det kommer til dig, dine forhold og rammer, så behandler vi særligt dine oplysninger i forbindelse med at sikre, at vi finder den rigtige frivilligerolle til dig. Vi bruger vi dine oplysninger til at kommunikere med dig, ligesom vi sørger for at bruge dine personoplysninger til at matche dig med de hold, der mangler frivillige.
Sådan gør vi
Samlet set forsøger vi at matche dig med ledige frivilligroller, og vi skriver til dig løbende med informationer om din ansøgning som frivillig, ligesom vi taler med dig i telefonen og pr. e-mail.
Hvordan behandler vi dine data?
De holdledere og Roskilde Festival-samarbejdspartnere, der har brug for frivillige, får tilsendt et link til en reservationsliste, hvor der er oplyst personoplysninger på de enkelte personer udvalgt til den specifikke reservationsliste. Samarbejdspartneren kan herefter kontakte den enkelte person og aftale nærmere om en evt. frivillig indsats. Adgangen til reservationslisten ophører inden for en fastsat frist. For at vi kan tilbyde dig at være frivillig, er det altså nødvendigt for os at behandle dine personoplysninger. Vi behandler oplysninger ved at indsamle, systematisere, opbevare, bruge, gemme, slette, overføre og videregive de oplysninger, vi har om dig. Som hovedregel opbevarer vi dine oplysninger, indtil den kommende festival er overstået.
Er det sikkert?
De oplysninger, som du giver os, eller som vi får om dig fra andre, sørger vi for at opbevare sikkert og fortroligt. Hovedparten af vores databehandlere er placeret inden for EU, men vi benytter os også af enkelte databehandlere uden for EU. Vi har selvfølgelig sikret os, at alle vores databehandlere har den samme sikkerhed omkring dine oplysninger, som vi har, og internt organisatorisk hos os er vi opmærksomme på at uddanne og undervise hinanden i at sørge for en høj datasikkerhed. Når det er hensigtsmæssigt, sørger vi også for at kryptere, pseudonymisere eller anonymisere dine oplysninger. Vi vil til enhver tid sikre, at vi overholder den gældende persondatalovgivning.
Har du spørgsmål?
Hvis du har nogen spørgsmål til vores behandling af dine personlige oplysninger, kan du altid kontakte os på gdpr@roskilde-festival.dk. Her kan du også tage fat i os, hvis du vil have indsigt i de oplysninger, vi behandler om dig, hvis du vil have rettet oplysninger om dig, som du ikke mener er korrekte, hvis du gerne vil have dine oplysninger slettet, eller hvis du vil trække dit samtykke tilbage. Du skal selvfølgelig være opmærksom på, at vores behandling af dine personoplysninger er nødvendigt for, at du kan være frivillig. Det betyder, at hvis du tilbagetager dit samtykke til vores behandling af dine personoplysninger, så kan vi ikke længere forsøge at skaffe dig en frivilligrolle.
Hvis du ønsker at klage over vores behandling af dine personoplysninger, så kan du klage til Datatilsynet, som du kan finde her: Borgergade 28, 1300 København K, tlf.: 33193200, eller via e-mail: dt@datatilsynet.dk.