4Am Kru

4am KruUK

FREDAG 4. JULI

90’er-rave på en måde, du aldrig har oplevet det før

  • Fredag 4. juli

4am Kru tager dig tilbage til en magisk tid i starten af 90’erne, hvor en sand kreativ eksplosion fandt sted på den britiske rave-scene. Ikke mindst med fremkomsten af jungle-genren, som i disse år, med navne som Nia Archives, oplever en markant revival. 

Duoen har med deres forrygende debutalbum fra 2024, Incognito Rhythm, givet deres stærke bud på en revitalisering af genren. Musikken lyder ny og frisk, samtidig med at den hylder den uhæmmede kreativitet fra jungle-musikkens tidlige pionerer.

4am Kru begyndte at skabe musik i en lockdown-tid, hvor klubberne var tomme, men nu er de godt i gang med at fylde dansegulvene med deres kærlighedserklæring til ravekulturen, hvor jungle-lyden er udtalt, men hvor der også refereres lystigt til alt fra reggae og hiphop til italo disco og klassisk techno.

Duoen har ikke kun høstet roser for deres på én gang personlige og historiebevidste lyd, de har også hurtigt opbygget et ry som et fremragende live-act, der formår at forene ravekulturen med en engagerende koncertoplevelse. Det her er live-jungle på en måde, du aldrig har oplevet det før. Uanset om du vil tage et dybt dyk ned i en unik jungle-revival, eller om du bare vil bade i en regn af synkoperede og dansable beats, så er der god grund til at kigge forbi, når 4am Kru svinger forbi Roskilde Festival til sommer.