Omar S

Omar SUS

TORSDAG 3. JULI

Rå rytmisk magi fra Detroits techno-legende

  • Torsdag 3. juli

Berømt for sin kompromisløse analoge tilgang til at skabe elektronisk musik og for at være en af de fremmeste arvtagere til Detroits stilskabende techno- og housebølge er Omar S en legendarisk skikkelse på den moderne techno-scene.

Siden han kom frem i starten af 00’erne, har han udsendt en perlerække af stærke udgivelser, som han primært udsender på sit eget label, FXHE Records Detroit. Selvom hans navn uundgåeligt er flettet ind i historien om Detroits uforlignelige techno- og house-miljø, er han en kunstner, som insisterer på at fastholde sin egen stemme og autenticitet uden skelen til trends. Både i de rå produktioner, den analoge æstetik og i selve udgivelsen af musikken sværger han til en DIY-tilgang. Ikke for ingenting hedder et Omar S-album fra 2013 Thank You For Letting Me Be Myself.

I over to årtier har Omar S holdt et svimlende højt kvalitetsniveau, og han fortsætter med at udsende stærke udgivelser. I 2025 har han således udsendt den house-inspirerede EP Something Real, der vidner om hans evner til fortsat at skabe rytmisk magi med minimale virkemidler.  

Omar S er en yderst sjælden gæst i Skandinavien, og vi er derfor også utroligt stolte over, at han til sommer bringer sin visionære og rå lyd til Roskilde Festival.