Aphaca

APHACADK

SØNDAG 29. JUNI

Berusende blanding af popmelodier, organisk sammenspil og ungdommelig energi

  • Søndag 29. juni

Den danske kvartet Aphaca har hurtigt fået et solidt greb om publikum med deres varme og catchy sange, der forener en ungdommelig og frisk tone med tidløst pophåndværk.

Bandet, der består af de fire barndomsvenner Rumle Hueg Kærså, Bertil Engberg Nielsen, Bertram Ask Plauborg og Noah Elias Rasmussen, er vokset ud af den kreative atmosfære på Det Frie Gymnasium i København. Det tætte venskab og sammenhold er da også som et bankende hjerte i deres sange, der flyder over af ungdommens drømme og et organisk sammenspil, hvor retro-synth og akustisk guitar fletter fingre med stærke vokalharmonier og groovy rytmer.

Aphaca gjorde deres indtog på musikscenen i 2019 med den charmerende single “Blomsterbørn”, der i 2022 blev fulgt op af debutalbummet Et aar uden dig. Siden har rygtet om bandet spredt sig hurtigt, ikke mindst takket være deres intense koncerter, hvor de gribende melodier forløses med en uimodståelig nerve.

2024 bød på hele to roste EP’er, der sammen tegner et billede af et dansksproget poporkester af en sjælden klasse. “Kys mere til koncerter” lyder et motto på bandets T-shirts, og det bliver der god mulighed for, når de bringer deres skønne popfest til Roskilde Festival til sommer.