Mumle

MumleDK

SØNDAG 29. JUNI

Medrivende popperler med kant og charme

  • Søndag 29. juni

“Rammer lige i hjertet” skrev magasinet Gaffa i en skamrosende anmeldelse af den danske sangerinde Mumles debut-EP, Mumler Ikke, der så dagens lys i slutningen af 2024. Og de massive streamingtal og fyldte koncertsale, der fulgte med udgivelsen, vidner om, at Mumles sange på samme måde går lige i hjertet på publikum. 

Bag navnet Mumle finder vi Julia Kathrine Hansen, der hurtigt er gået fra ubeskrevet blad til en af de store nye stemmer på den danske musikscene. Hun blev student i sommeren 2023, og kort tid efter udsendte hun singlen “Det Modsatte”, som hurtigt blev et stort hit.  

På både gennembrudshittet og efterfølgende hits som “Hvor Solen Ik’ Skinner” udfolder Mumle sig som et stærkt talent, der forener poppens medrivende kvaliteter med rå ærlighed, humor og skæve betragtninger fra livets følelsesmæssige rutsjebanetur. Evnen til at tage skarpe lyriske snapshots af en relaterbar virkelighed vækker genklang i hendes egen generation, men favner også bredt, hvad samarbejdet med veteranerne i bandet TV-2 på sangen “Som Om” viser.  

Senest har hun samarbejdet med rapperen Omar på singlen “Hele Vejen”, og uanset hvem hun samarbejder med, formår hun at give musikken et element af sit på én gang skæve og poppede Mumle-univers. Det ser vi frem til at blive lukket ind i, når en af dansk pops nye store stjerner gæster Roskilde Festival.  

Relaterede kunstnere