Baloji kan på swahili både betyde videnskabsmand og troldmand. Det er også navnet på en bemærkelsesværdig kunstner, der som en sand alkymist synes at kunne forvandle alt til guld.
Baloji er født i Congo, men flyttede tidligt til Belgien, hvorfra han har skabt sig en imponerende karriere, der favner film, videokunst, poesi og ikke mindst musik. Han fandt tidligt inspiration i fransk hiphop og startede som teenager bandet Starflam. Siden har han fundet sin stemme som solokunstner med en personlig blanding af hiphop, funk, ragga, afrobeat og inspirationer fra hans congolesiske rødder.
Debutalbummet Hotel Impala udkom i 2008 og skabte hurtigt opmærksomhed om Baloji, der i 2011 kom med i Damon Albarns African Express-projekt. I 2012 gæstede han Roskilde Festival med en stærk solokoncert, og siden er fulgt flere album, der viser Baloji som en kunstner i konstant udvikling. I 2023 høstede han store roser for sin film Omen, som han også selv har udsendt et ledsagende album til.
Vi glæder os til at bringe den mangefacetterede kunstner tilbage til Roskilde Festival, hvor han er klar til at levere en medrivende blanding af poetiske tekster, progressiv hiphop og congolesiske grooves.